INFORMATION   31. januar 2002

Det sidste ord

Den amerikanske forfatter Paul Austers ungdommelige dialogskitser inspirerer til glimrende Gesamtkunstwerk i Kanonhallen.

Der sidder de så, han og hun. Stirrende frem for sig. Sandsynligvis lige ind i den væg, de i bogstaveligste forstand efterhånden er gået i et med. Sammen og alligevel dødsens alene. Det er længe siden, de har danset en dans. Længe siden, de har sunget en sang. Resten er tilsyneladende tavshed. De diplomatiske forbindelser er afbrudt. Roger and out.

Men så sker der alligevel noget med det opgivende par i den amerikanske guruforfatter Paul Austers små rids af ord, Hide and Seek, af gerningsmanden selv betegnet som "et skørt lille skuespil, som jeg skrev i min ungdom." For de begynder at tale sammen. Og selv om dialogen er en absurdistisk, gammeldags Beckett-inspireret non-tekst, der tager den manglende puls på parforholdet med dets klaustrofobi og mangel på kommunikation, så sker miraklet også her. For alene det, at der siges ord, er tegn på liv - og vidner om, at de sgu ikke har opgivet ævred. De er godt gemt for hinanden, men de leder stadig. Efter alt det, som var. Eller alt det, som kunne have været. Det vidner de slidte fraser om.

Og hvad der er et mindst lige så stort under er, at dette Gesamtkunstwerk, der føjer dans og musik til Austers knappe ord, lykkes så fint i Kanonhallen. Koreografen Tim Feldmann, komponisten Michael Mantler og teaterinstruktøren Rolf Heim har uafhængigt af hinanden skabt materiale, der så til sidst er blevet vævet til ét af Heim. Og det lykkes faktisk at føje elementerne sammen, så der styres uden om den værste lag-på-lag redundans. Resultatet er en velkomponeret, underholdende og forbløffende helstøbt halvanden time.

Tikkende hysteri
Skuespillerne først. Helt vidunderlig er den drastiske Charlotte Munksgaard, der med herligt deadpan-fjæs og langlemmet slaskedukke-plastik spiller på hele barometret som den hårdt prøvede hystade i ægteskabshelvedet. Ubærligt overbærende i det kvælende trummerum-forhold til sin kuede bedre halvdel og med en svidende, bedrevidende hugormereplik, der advarer om det helt store, tikkende hysteri, der kan slå ud når som helst og ramme som et slag med den håndtaske, hun svinger så faretruende med. Jo, lidenskaberne er i kog under den stramtsiddende klokkehat - og slippes løs i glimt, når hun pludselig flammer fra udslukt cigar til ulmende vulkan. Herligt.

Og Pauli Ryberg lægger som den duknakkede tørvetrillermage ud med en nærmest paralyseret rædselsstirren frem for sig, kun afbrudt af nervøst kastede sideblikke. Siden stiger også hans svedende desperation over den verbale kappestrid til uanede, flæbende højder og korporlige udslag. Afbrudt af en spøjs forundring hos begge, som hørte de et fjernt ekko af andre muligheder.

Skuespillernes engelsksprogede replikker tvinger dem til tydelig artikulation - og det er slet ikke så ueffent: Vi hører dialogen. Og instruktøren Rolf Heim streger under, kursiverer og spiller af og til imod den spinkle ordleg ved at iføre sine to glimrende skuespillere et kropskorset af stiliserede bevægelsesmønstre. Fintfølende kan man ikke just sige, at instruktionen er, med dens insisteren på rentegnet fysisk dynamik og entydig enkelhed midt i dobbelttydighederne. Men til gengæld med tilpas varieret liv i kludene, forbilledligt ufravigelig stringens og ikke så lidt livgivende humor. Og til de to skuespilleres gestaltning af dette uafladelige småskænderi på fire ben skal lægges den dobbelte spejling af parret, som sættes på scenen i skikkelse af to dansere og to sangere. Dobbeltgængere og mirakuløst velfungerende kommentatorer.

Erotisk raffinement
Det smukke par Tim LeRoux og Victoria May kaster deres smidige kroppe ind i en ekspressiv, sensuelt og aggressivt sparkende og rullende fysikalitet, der udfordrer det talende par i midten og lukker øjnene op for lige præcis den sanselige og følsomme dimension, der tilsyneladende for længst er tørret ind i det parforholdsfængsel uden udgange, deres mere talende alter egoer er fanget i. Som dansede de for at komme tættere på noget oprindeligt. Han med maskulin selvsikkerhed, hun med tåspidspointeret erotisk raffinement. Kun i enkelte passager som mere fersk staffage.

Og Michael Mantlers jazz-inspirerede opera-recitativ ligger godt i munden på parret Sussi Hyldgaard og Per Jørgensen, hvis sanglige gengivelse af dialogen skaber et mere refleksivt ekko af den hårdtslående dialog. Hvert par på sit plan, altså, men med morsomme sammenstød, alliancer og bedrøvet iagttagelse af de forspildte chancer, de aner hos hinanden. Undertiden skideskægt, skrækindgydende - og til sidst omtrent ret bevægende. Endelig bør scenograf Sisse Jørgensens kvalmende gengivelse af hjemmets fire vægge, ulideligt indelukket kasse i turkis og guld - siden ditto mausoleum - roses for sin stilfulde omklamring.

Sammen skaber de mange kokke en på en gang monstrøs og så alligevel trygt tilgivende grovskitse af parforholdets grundvilkår.

På en dag, hvor den levende scenekunst udsættes for et forstemmende frontalangreb med benhårdt neo-rindalistiske nedskæringer af abonnementssystemet, er det intet mindre end pragtfuldt at se, at det mere end levende teater stadig er her. Skynd jer i teatret. I kan stadig nå at få det sidste ord.

- Jakob Steen Olsen